At modtage gæster fra Kina kræver i de fleste tilfælde en tolk, da gæsterne ofte ikke taler engelsk. Meddeler det kinesiske selskab at der medbringes en tolk, kan man komme ud for, at der er behov for endnu en tolk.

Både fordi de kinesiske tolke meget ofte ikke besidder de bedste engelskkundskaber, og man meget let kan få problemer med oversættelsen af fagudtryk fra dansk eller engelsk til kinesisk – sproglige problemer, der er umulige for den danske partner at lægge mærke til.

Desuden også fordi en enkelt tolk er i underkanten, når selskabet er på mere end en enkelt person. Skal selskabet spise sammen, kan atmosfæren markant forbedres, hvis der er mulighed for at kommunikere konstant.

Dertil kommer, at en kinesisk tolk sandsynligvis aldrig har været uden for Kina. Dette er ikke hensigtsmæssigt for den kulturelle barriere, der meget let kan opstå mellem Kina og Danmark – i den situation er det bedste at tolken har en bred, international indgangsvinkel til Danmark, som rækker længere end kendskabet til H. C. Andersen og Jack & Jones.

Det kan ikke anbefales at give gæsterne et kontantbeløb til selvafregning med tolken, da tolken så typisk bliver sparet væk. Gæsterne sidder så hellere på hotelværelset ugen ud, beholder pengene på lommen, og får ingen indtryk af Danmark med sig hjem. Det kan medvirke til, at Danmark ikke får det omdømme, der ellers ville kunne opnås ved at beretninger går fra mund til mund i erhvervskredse.